Faret vild i fashionjunglen?

Moden stikker i 117 retninger, og grænserne mellem mode og ikke-mode er flydende. Skåret helt ind til benet er det faktisk simpelt: Byg din garderobe op efter de farver og snit, der klæder dig. Pluk de fashion-items, du kan lide, og lad resten være op til din personlige smag. Endelig skal du rette ryggen og stryge skjorten. Ordentlighed er altid på mode.

Her får du vores key items til forårssæsonen:

Culottebukser

Culottebukser – som du udtaler ‘kylot’ – er et fransk ord for meget vide bukser, der går til midt på læggen. Denne sæson ser vi culottebukser alle vegne og i alle versioner, og de er både praktiske og très chic! Brug bukserne med både sneakers eller hæle, til sweatshirt, t-shirt, blazer eller stroptop. Alt er tilladt. Og når du ikke orker stramme jeans, er de rummelige culottebukser din bedste ven.

 Statement-t-shirts

På den ene side kan en t-shirt være det mest simple og neutrale, du kan iklæde dig – og samtidig det mest kontroversielle alt efter, hvilket statement den udtrykker. Det var i 80’erne, i forbindelse med debatten om atomvåben, at vi første gang så t-shirten brugt til politiske statements. Har du noget på hjerte – men ikke mod på at åbne munden, kan den helt rigtige statement-t-shirt sige det for dig.

 Tone i tone

Farver er in – og især looket med én farve i to eller flere nuancer, hitter dette forår og sommer. Tone i tone-looket, som det også kaldes, er en herlig fashion-nyhed til alle os, der fx elsker blå, og gerne vil klæde os i farven fra top til tå. Med en lyseblå alpehue, en lys denimskjorte og et par marineblå culottebukser, kan du rocke tone i tone-looket til perfektion. Uanset, hvilken farve du så vælger.

 Sneaks med lir

Er du til festlige detaljer, der lyser op og giver et smil på læben, vil du elske trenden med sneakers, hvor sløjfer, pels-pom pom’er og andet lir er tilføjet på skoen. Siden Fendi introducerede den lille ’pelsbold’ som nøglering for nogle år siden, har vi set pels-accessory’en flere steder – og nu på sneakers. Iført sneakers med ekstra lir på toppen bliver dagen kun sjovere. ’It’s all in the details’, ved du nok.

Tassels-øreringe

Kvaster husker du måske fra din mormors lænestol, gardiner eller puder – men i år har kvasterne altså fundet vej til alverdens smykkeskrine. Både store øreringe hitter nu, og det samme gør farver. Det hele kombineres i de populære tassels-øreringe med kvaster af enten perler eller silketråd, og trenden stopper ikke foreløbigt, så du kan roligt investere i et par. Eller flere.

Borgens trendspotter Karoline Boysen deler hendes udvalgte favorit items: 

”Jeg er ret vild med culottebuksen og dens iøjnefaldende snit og styler oftest buksen til en høj hæl. Det skaber en fin kontrast mellem de brede, løse bukseben og en hæl, der giver et kantet og moderne look.”

”Dette forår kan øreringe ikke blive vilde nok, og jeg har derfor forelsket mig i de smukke tassels-øreringe. Ud over at du kan få dem i mange skønne farver, har de også et etnisk bohemelook, som jeg er vild med. Et par flotte tassels-øreringe kan pifte selv et kedeligt outfit op og give et sødt, piget look.”

Bling og flade sko

”De festlige øreringe kan snildt matches med flade sneakers. Sneakers har længe været in, og nu er betegnelsen ’sneakers’ gået fra kun at dække over en sporty gummisko til også at dække over gummisko med fine mønstre, bindebånd, blomster og pels. Jeg er selv faldet pladask for sjove sneakers med feminine udtryk og vil style dem til et par rå jeans og en cool statement t-shirt.”

God fornøjelse / Karoline 

Kommentér
Del din erfaring med os. Du kan her skrive en kommentar, fifs eller ideer. Mange tak.