Trenden inden for blomsterbuketter har ændret sig fra det nydelige til det vilde. Som et oprør mod rokokobuketterne, har trenden inden for buketter bevæget sig mod et look, hvor buketten skal se ud som om, du selv har plukket den i grøftekanten. Lad højden på blomster og grønt variere, så buketten får et mere utæmmet udtryk.

Selvom de vilde buketter ser tilfældigt bundne ud, er der alligevel nogle tricks, du skal kende, hvis du skal binde din egen grøftekantsbuket med succes. Det er nemlig sværere, end det ser ud til. For eksempel fungerer det bedst, hvis farverne på blomsterne er i nogenlunde samme skala, for grænsen mellem ’vild’ og ’rodet’ er hårfin.

Tricks til vild blomsterbinding: 

1. Fjern de nederste blade på stilkene for at holde vandet rent længere.

2. I stedet for at pakke buketten ind i store grønne pynteblade, så lad det grønne indgå ind i mellem blomsterne. Og brug gerne højt græs eller grene med grønne knopper på som det pyntegrønne indslag.

3. Sæt blomsterne i vasen, så de danner et gitter: først to stilke, der krydser hinanden. De næste to stilke sætter du på samme måde – bare på tværs af de første to. Nu har du et skelet, du kan bygge videre på. Stil blomsterne skiftevis i den ene og den anden side i vasen. Til sidst er skelettet så kraftigt, at du også kan stikke blomster og græs ned oppefra.

Ønsker du mere inspiration er Youtube fuld af how to-guides. Du kan også købe eller låne bogen ’Buket’ af Lars Jon, som giver dig 25 opskrifter på buketter for begyndere såvel som øvede.

Kommentér
Del din erfaring med os. Du kan her skrive en kommentar, fifs eller ideer. Mange tak.