Brewparts er en helt unik ølbutik lidt uden for Sønderborg. Vil du have en øloplevelse ud over det sædvanlige, så behøver du ikke at tage langt væk. Lidt uden for Sønderborg nær Vemmingbund ligger Brewparts, som har over 400 forskellige specialøl i butikken sammen med de helt rigtige ølglas og alt, hvad der kræves af udstyr og ingredienser til bryg-selv. Ølentusiasten bag Brewparts hedder Peter Mikael Kjer. Han har brygget øl i knap 20 år og har smagt et hav af øl fra hele verden. Han sælger øl, du ikke finder andre steder, og bliver aldrig træt af at gå på opdagelse.

– Øl er fascinerende og meget mere forskelligartet end vin. Det er helt op til brygmesteren at frembringe den særlige ølsmag. Ud over de klassiske øltyper som Stout, IPA, Geuze, Porter, Brown ale, Pilsner, Weizenbier, Bockbier og mange andre, findes der eksempelvis også frugtøl, kaffeøl, lakridsøl, vaniljestout, tranebærøl, whiskylagret øl og øl med 41 % alkohol. Du behøver heller ikke at blive ruineret af øl. Det koster ikke alverden at få en øl i verdensklasse, siger Peter, der er tidligere søofficer. Han er selvfølgelig også medlem af Danske Ølentusiasters lokale afdeling i Sønderborg.

Ølsmagning og bryggekurser

Brewparts tilbyder også ølsmagninger og kurser i ølbrygning. – Alle kan være med lige fra begyndere til erfarne. Du kan samle familien, foreningen, sportsholdet, vennekredsen, kortklubben, firmaet eller hvem du nu vil. Vi kan have op til 14 på et kursus, men vi kan også rykke ud af huset. Husk dog at lave en aftale i god tid, da ølsmagning og bryggekurser er populære. Skriv en mail til Brewparts på info@brewparts.dk. Foruden øl sælger Brewparts også sodavand, cider og spiritus. De har samtidig udviklet et sjovt koncept, der hedder ”Byt en bajer”. Som hjemmebrygger eller mikrobrygger kan du komme forbi med to flasker af dit eget bryg og bytte til to andre slags hjemmebryg. På den måde kan du få vurderet dit bryg af andre hjemmebryggere og hente ny ølinspiration helt gratis.

Tag en ”Gendarm” med på tur

Brewparts brygger sin egen øl, der hedder Gendarm IPA. Den er opkaldt efter Gendarmstien, der løber lige uden for butikken, og er inspireret af naturen i området. Den er en frugtig og frisk IPA med dejlige citrusnoter, en ravgylden farve og en duft af havfrisk natur. Gendarm IPA er skabt som en ”vandreøl” beregnet til at tage med på gåtur.

Åbningstider i Brewparts

  • Tirsdag 10-14
  • Onsdag 10-18
  • Torsdag 10-14

Brewparts anbefaler

Verdens bedste øl?

– Den belgiske Trappist Westvleteren er flere gange udråbt som verdens bedste øl. Den skal hentes personligt på klosteret i Belgien, og du kan max købe tre kasser hvert halve år. Indimellem kan du dog være heldig at finde nogle hos Brewparts. Vi kommer heller ikke uden om vores egen øl ”Gendarm IPA”, det er en af mine personlige favoritter.
Øl til en sommerdag?

– Pilsneren Supernova udviklet på Christiania og brygget af Svaneke Bryghus er super frisk og lækker. Den skal nydes iskold ved en 5-7 grader. Drik den af et tulipanformet glas eller af et ægte pilsnerglas.
Øl til sommergrill?

– Frugtøl giver noget særligt til en grillaften. De er sødere og alkoholsvage på 4-5 %. Prøv Samuel Adams’ abrikosøl eller jordbærøl. Server den i champagneglas eller slanke vinglas. Så holder du duften inde i glasset. Den kan sagtens nydes iskold på terrassen i stedet for et glas hvidvin.
Øl til herregrill?
– Kasteel Tripel og Kasteel Donker 11 % har en saft og kraft, der står godt til rødt kød og grillpølser. Det er øl med smagsindtryk. De fås både i 0.75 liter og 0.33 liter flasker og er gode alternativer til rødvin. Drik den af vinglas. Brewparts har både øl og glas.

Brewparts’ øltips

Brug de rigtige glas

– Det kan ikke siges nok. Øl skal drikkes af glas – og af de rigtige glas. Så kommer duft, smag og farve rigtigt til udtryk. Glasset skal være klart, så du kan nyde farven. Det er forskelligt fra øltype til øltype, hvilket glas der passer.

Drik øl ved den rette temperatur

– Øl bør drikkes ved forskellige temperaturer alt efter typen. Læs uden på flasken eller spørg i butikken, hvilken temperatur, der er bedst. Tommelfingerreglen siger alkoholprocenten + 2-3 grader. Men drik din øl ved den temperatur, som smager dig bedst.

Hæld øl rigtigt op

– Øl skal lave skum! Hold glasset i 45 grader og hæld langsomt op. Det er vigtigt med en fin skumkrone. Det beskytter øllet og aromaen.

Nyd øl med alle sanser

– Giv din øl tid og respekt. Nyd øllet med både øjne, næse og mund. Kig på farven, duft til øllet og tag en stor slurk. Fyld hele mundhulen, så du kan smage det ordentligt.

Vælg øl efter årstiden

– Vælg friskt lyst øl på lyse lune dag, og gem de tungere øl til den mørke kolde tid. En 14 % Stout sort som tjære passer ikke til en sommerdag. Kig ud af vinduet og vælg øl efter årstiden.

Opbevar øl stående

– Du skal altid opbevare øl stående, aldrig liggende. Øl har bundfald, som ikke skal hvirvles rundt. Bundfaldet skal helst blive i flasken, da det ellers giver øllet en grumset farve. Dog skal bundfaldet med i glasset i en Wiezenbier.

Smag nye øl

– Du bør udfordre dig selv med øltyper og smage, der ligger uden for det, du plejer. Det udvider din horisont og giver dig nye præferencer. Prøv dig stille og roligt frem. Du kunne jo blive positivt overrasket.

 

Kommentér
Del din erfaring med os. Du kan her skrive en kommentar, fifs eller ideer. Mange tak.