Det er surt at fylde kufferten med en masse overflødigt fra starten. Der skal jo være plads til souvenirs. Start derfor med at lægge alle dine ting ud på sengen for at få et overblik. Måske er der et par trøjer, sko eller en bog, du alligevel godt kan undvære? Når du har sorteret kritisk, skal det pakkes ned, og til dét får du her en smart metode:

Sådan pakker du smart

Pak sko, strømper og undertøj i bunden. Strømperne kan du rulle sammen og lægge ind i skoene. Det sikrer også skoene mod at blive mast. Er der plads til overs, så fyld ud med t-shirts, som godt kan tåle lidt krøl.

Jeans, kjoler, nederdele og andre klude, der ikke skal krølle for meget, folder du med denne teknik: Læg tøjet oven på kufferten med enderne stikkende ud over kanten. For eksempel lægger du først et par jeans, hvor benene stikker ud over højre kant; så lægger du en kjole, der stikker ud over venstre kant, og så videre. Til sidst folder du de dele, der stikker ud, ind over hinanden skiftevis. Nu har du en firkantet ’pakke’ af tøj, som ligger fint og foldet midt i kufferten.

Tips

  • Læg skoene med hæl mod tå, ligesom de ligger i en skotøjsæske. Så fylder de mindst.
  • Har du sarte stykker tøj, som krøller så let som ingenting, så pak dem sidst og læg dem øverst i kufferten.
  • Læg ujævne ting som bøger, elektronik og toiletting øverst i midten, så kuffertens låg udnyttes, og de er beskyttet.
  • Pak sprays, creme og væsker i en pose, så uheldet er begrænset, hvis der går hul på noget.

Trendspotter Karoline Boysen har også delt hendes bud på, hvordan man pakker let

”Er du en af dem, altid får pakket for meget? Så læs med her, hvor jeg guider til, hvordan du pakker let! En god og fornuftigt pakket kuffert behøver ikke veje et ton, hvis du bare sørger for at pakke tøj, der let kan kombineres.

Når du pakker feriegarderoben, er det altid en god ide at tænke lag på lag-tøj. Masser af t-shirt og flere et par cardigans eller trøjer, som du let kan tage af eller på alt efter temperaur. Husk også en sød kjole, som du kan bruge på flere måder og til flere anledninger. Én, som du kan tone ned om dagen med et par sneakers og en cardigan – og pifte op om aftenen med et par lækre hæle og nogle smykker.

Til mænd er de klassiske chinos altid en vinder. De kan både bruges casual med en t-shirt eller styles med en skjorte til en aften i byen.

Et generelt godt tip er at pakke kufferten med flest ensfarvede items og kun få spraglede. Det ensfarvede tøj er nemmere at kombinere på kryds og tværs, og så skal du ikke bruge tid på at sammensætte hver morgen på ferien. Husk også at pakke et par enkle men iøjnefaldende accessories. For eksempel nogle farverige tassels-øreringe eller andre statement-smykker. Med dem kan du let ændre dit outfit fra ordinært til fint og festligt – uden at du behøver at skifte tøj”.

Kommentér
Del din erfaring med os. Du kan her skrive en kommentar, fifs eller ideer. Mange tak.