Der findes ingen regel om, at du skal drikke vin fremfor øl til maden. Tværtimod kan det være spændende for dine gæster, hvis du bruger lidt tid på at vælge de helt rigtige øl til retterne og kan fortælle lidt om øllene. Og uanset om du serverer fisk, simremad, krydret mad, ostebord eller chokoladekage, kan du roligt servere øl til. For eksempel er pilsner et godt valg til fisk. Til kød, hvor du normalt ville servere en kraftig rødvin, skal du gå efter en karakterfuld øl med kraftige tanniner, fx en brown ale. Generelt gælder det, at lys øl går til lys mad; mørk øl til mørk mad, sød øl til søde retter og så videre. Men først og fremmest skal du vælge efter, hvad du kan lide.

Om sommeren kan du med fordel servere en frugtig, let øl i vin- eller champagneglas for dine gæster. Vinglassene er med til at holde på duften, så den ikke straks fiser ud i sommernatten.

Kan du smage ingredienserne?

Der er lige så mange noter og duft- og smagsindtryk i en øl som i vin, så oplevelsen med at snuse, smage og diskutere øllen, kan være en hel oplevelse ved bordet i sig selv. Har du brug for en ’icebreaker’, når gæsterne har sat sig til bords, kan du sætte lidt tid af til at lade gæsterne smage en række nøje udvalgte specialøl og gætte, hvad de indeholder. Det skal nok sætte gang i snakken og lette stemningen.

Påskebryg fra Kongens Fadebur, 7,0 %

Dette påskebryg er resultatet af et særligt samarbejde mellem det fynske Ørbæk Bryggeri og Østfyns Museer/Nyborg Slot. Øllen er en kraftig mørk ale med en duft af brændt malt og en sød smag af kandis, lakridskaramel og ristede nødder. Dette påskebryg smager af en del, så sæt den sammen med godt krydret lammekød.

Raasted Påskebryg, 6,0 %

Påskebrygget fra Raasted er en lys pale ale med lys karamelmalt og havre. Raasted Bryghus ligger i Randers, og her går de to brygmestre, Jesper og Valentin, op i det gode håndværk og den høje kvalitet med til en pris, så alle kan nyde en specialøl. Den dufter frisk og af citrus, og smagen er aromatisk. Øllen går fint til lysere retter som fx sildemaden eller kylling.

Skagen Skawpåske, 6,0 %

Skawpåske er en gylden påskebryg fra det store bryghus i Skagen. Bryghuset er samtidig et af nordjyllands største musiksteder. Skawpåske er inspireret af amerikansk bitter ale. Øllen er frisk, frugtig og fyldig og med en god bitterhed og humlesmag. Øllen er klar og skummende og et godt bud som en del af sortimentet på påskebordet.

Thisted Påske Ale, 6,2 %

Også i Thisted er de gået i bryghuset for at bikse en påskebryg sammen. Dette bryg er fra 2014, hvor brygmesteren har leget med øltypen Saison, der stammer fra den fransktalende del af Belgien. Påske Ale er en frisk øl med en markant bitterhed. En øl, der egner sig særlig godt til fisk og kylling, men som også er dejlig at nyde på terrassen, så snart aprilsolen viser sig.

Thisted Påske Stenøl, 6,8 %

Thisted Bryghus står bag Påske Stenøl, som er verdens første påskebryg lavet på lavasten. Processen foregår groft sagt ved at lade malten karamellisere på hede lavasten. Samspillet mellem lavasten, humle- og maltsorterne giver en fløjlsblød og sød smag.En øl, du kan nyde til desserten.

Ørbæk Påskebryg, 6 %

Fra det fynske Ørbæk Bryggeri, som blev grundlagt helt tilbage i 1906, kommer denne påskebryg. Brygget har en krydret duft med noter af kardemomme og allehånde. Smagen er fyldig og med en let humlebitterhed. Derudover kan du måske smage en række søde nuancer af frugt, kaffe, chokolade og lakrids.

Tip

Husk altid at opbevare dine øl stående, så bundfaldet ikke hvirvles rundt. Ligesom med vinproppen skal bundfaldet i en øl blive i flasken.

Kommentér
Del din erfaring med os. Du kan her skrive en kommentar, fifs eller ideer. Mange tak.